Hold dig opdateret...

Sådan var det i 1987 - og sådan er det nu!


35 år tilbage i tiden, da vi var nye på egnen og i markedet, bragte Skive Folkeblad en artikel om os. Vores grundlægger og direktør, Mads Sørensen, tog imod journalisten.

Mads var dengang bare 33 år og fuld af farvepigment i lokkerne. Og imens Mads udtalte sig, var hans 9-årige søn, Jesper Sørensen, der i dag er vores tekniske direktør, formentlig i skole.

Her bringer vi en lille opfølgning med afsæt i avisartiklen. Bl.a. med fokus på – om vi i 2022 har indfriet de ambitioner, som Mads havde.

’Lokal tank holder bedst på gyllen’, lød det påståeligt som overskrift i artiklen, og det vækker sikkert forundring at høre selv i vores egne rækker. Men sandheden er, at der blev satset stort på landbruget i starten.

I dag arbejder vi udelukkende inden for byggesektoren. Det gjorde vi faktisk allerede efter et par år, og det havde Mads nok set komme. Han udtalte i hvert fald nogenlunde som nedenfor og fik ret:

”Jeg tror på, at beton vender tilbage til byggerier, for der er tale om en helt anden slags beton end i 60’erne. Kvaliteten og kontrollen er bedre, og jeg er sikker på, at vi for fremtiden undgår den tids udskældte betonskader.”

En anden sjov passage i artiklen omhandler vores reception, der fik stor, politisk og lokal opmærksomhed. Vi var nemlig den første virksomhed, der flyttede ind i det nyanlagte industriområde under daværende Sundsøre Kommune. (Vi bor her endnu).

Blandt de mange receptionsgaver var der særligt én med glimt i øjet: 1 års gratis medlemskab i den lokale borgerforening. Siden har vi udelukkende tegnet medlemskaber af faglig karakter. Dette bl.a. for at medvirke til udviklingen af den klimavenlige betonkvalitet, som fremtidens byggeri selvfølgelig fordrer.

Vi var i alt tretten medarbejdere det første år, så vi kunne ubesværet huske hinandens navne. Det forholder sig anderledes i dag, hvor vi mindst er det tidobbelte og burde bære navneskilte.

Afsluttende spørgsmål til Mads: ”Er du tilfreds med udviklingen fra 1987 og til nu?”

Svar fra Mads: ”Ja – og stolt – selvom der altid skal være plads til forbedringer.”