"Dan-Element har vist sig at være den helt rigtige leverandør af hovedsøjlerne til stadion. De har leveret den aftalte kvalitet og været en virkelig god samarbejdspartner gennem de sidste par år. For os har det samtidig været en kæmpe fordel at få leveret søjlerne som færdige elementer." - Gert Hedegaard, A. Enggaard
Med leveringen af den sidste XXL-søjle er endnu en vigtig milepæl nået. Både for Aarhus Stadion – men bestemt også for alle os hos Dan-Element.
Det er svært ikke at være lidt stolt, når vi ser tilbage på et projekt, der har budt på 114 XXL-søjler og elementer på op til 75 tons og 21 meters højde – til et så ikonisk byggeri.
Som de første i Danmark har vi produceret og leveret søjler i den størrelse som færdige elementer direkte fra fabrikken. Det har stillet enorme krav til både produktion, logistik og planlægning, og derfor er vi ekstra glade for, at hele forløbet er gået så godt, som det er.
Tak til A. Enggaard for tilliden og for et stærkt samarbejde med kompetente folk hele vejen rundt.
... Og så må vi nok indrømme, at det er svært ikke at blive en lille smule AGF-fan, når man har været med på så markant et projekt – kombineret med en så stærk sæson for klubben. Vi glæder os til at tage plads på tribunen, når byggeriet står helt færdigt.