Hold dig opdateret...

Pressemeddelelse vedrørende årsregnskab 2024/25


Optimisme i sigtekornet efter et udfordrende år hos Dan-Element

Dan-Elements årsregnskab for 2024/25 slutter med et underskud. Det sker i kølvandet på et udfordrende år for branchen såvel som et år præget af fremtidsorienterede investeringer i virksomheden. Resultatet lander på -11 millioner kroner efter skat. Dan-Element betragter ikke årets resultat som tilfredsstillende, men ser lyst på fremtidsudsigterne.

“Resultatet er desværre forventeligt - men naturligvis langt fra tilfredsstillende. 2024/25 har været et år præget af udfordrende markedsforhold og investeringer i vores fremtid, og det har sat sit tydelige præg på regnskabet. Til gengæld står vi nu væsentligt bedre rustet som virksomhed, og udviklingen bevæger sig allerede i en positiv retning,” lyder det fra Jesper Sørensen, direktør i Dan-Element.

Det afspejles blandt andet i en ordrebeholdning på godt 100 millioner kroner frem mod sommeren, som giver et solidt udgangspunkt for den kommende periode. Hertil kommer Dan-Elements nye forretningsben med mulighed for produktion af XXL-elementer på op til 110 tons, som forventes at styrke væksten fremadrettet.

Et udfordrende år for branchen

Årets resultat skal ses i lyset af et udfordret marked med et aktivitetsfald for branchen på mere end 25 % alene det seneste år. Det generelle tilbagefald i efterspørgsel har påvirket hele værdikæden og skabt et mere konkurrencepræget marked. Dertil kommer et elementmarked, som ved udgangen af 2025 ligger på indeks 40 sammenlignet med 2022.

“Det kan være en del af forklaringen - men bestemt ikke en undskyldning, der kan stå alene. Derfor har vi brugt udfordringerne som anledning til at styrke organisationen gennem nødvendige justeringer, så vi sikrer, at vi er tilpasset markedet og dets behov bedst muligt fremadrettet,” fortsætter Jesper Sørensen.

Rustet til at stå - også i modvind

Trods det utilfredsstillende regnskab står virksomheden dog stadig på et solidt fundament. Både i form af de 100 millioner i ordrebeholdning og med udsigt til, at virksomheden bevarer sin markedsandel i det nye år.

“Vi har arbejdet med det her siden 1986 og leveret stabil udvikling gennem mange år. Undervejs har der naturligvis været bump på vejen. Det er - sagt på godt jysk - rigtig træls, men de har gjort os klogere, styrket vores evne til at imødekomme kundernes behov og i sidste ende gjort forretningen stærkere. Denne gang er bumpet større, end vi kunne ønske os, men jeg er helt overbevist om, at vi kommer styrket ud på den anden side,” lyder det fra Jesper Sørensen.

Dan-Element er desuden en familieejet virksomhed med solid opbakning fra familien - og stor tro på fremtiden.

Om Dan-Element

Dan-Element producerer elementer af beton på specialbestilling til byggebranchen på tværs af hele landet. Virksomheden fremstiller blandt andet vægge, søjler, bjælker, trapper, altaner og sandwichfacader - og tilbyder også ekstra store XXL-elementer på op til 110 tons. Alle elementer produceres på egen fabrik i Skive.

Venlig hilsen

Dan-Element