Hold dig opdateret...

Tilbageblik på mindeværdigt projekt på Isle of Wight i 2010


Det er vigtigt med erfaring! Ofte kan det ligefrem afgøre, om man vælges til en opgave eller ej. Og heri er der et paradoks, for erfaring skal have sin begyndelse. Nogle skal have tillid, så den uerfarne kan blive erfaren. Her deler vi et minde fra dengang, vi for første gang i vores historie skulle levere betonelementer til et byggeri i England.

Vi skruer tiden tilbage til 2010. Også på det tidspunkt havde Vestas vind i vingerne på internationalt niveau, og de stod for at skulle have opført et testcenter på Isle of Wight. Det er en lille ø på 381 km² beliggende syd for Englands kyst. (Til sammenligning er Bornholm på 588 km²).

Af formelle grunde krævede byggeriet delvis danske aktører, selvom hovedentreprisen var tildelt det engelske bygge- og ingeniørfirma, Sir Robert McAlpine. De havde på forhånd kvalificeret os som værdige til opgaven. Alligevel skulle et personligt møde og kemien imellem os blive det springende punkt for en endelig aftale.

Vores direktør Mads Sørensen, vores tekniske direktør Jesper Sørensen og vores bygningsingeniør på det tidspunkt, Gerner Klærke, fløj til England for at fuldende det gode indtryk.

Det lykkedes ret godt, for allerede samme dag blev vi sejlet med luftpudebåd fra Southampton til Isle of Wight for at besigtige forholdene. Kravet til os var nemlig ekstraordinært. Udover selve produktionen af en umiddelbart mindre ordre skulle vi også stå i spidsen for montagen. Det ville vi principielt sagtens kunne i Danmark – men på en lille ø i Den Engelske Kanal?

Vi var klar over, at logistisk overblik ville blive afgørende for vores succes. Bl.a. fordi de tonstunge sandwichfacader og -materiel både skulle fragtes ad vand- og landevej. Derfor indlogerede vi Jesper Sørensen på øen i byen Newport, imens montagen pågik, og han kom hurtigt på fornavn med folk. Især, da det blev kendt, at han måtte reservere en lukket overfart med den offentlige færge for kranens transport frem og tilbage.

I hele perioden havde Jesper en 4-dages turnus ’abroad’. Onsdag fløj han fra Billund til Gatwick. Herfra kørte han til færgen i Southampton i en af vores varevogne, som vi i anledningen havde fået fragtet over, og sejlede til Isle of Wight. Lørdag gik rejsen modsat.

Heldigvis nåede Jesper ikke at få økuller. Alt forløb smidigt, og efter ca. 7 uger kunne vi efter planen færdigmelde opgaven overfor Sir Robert McAlpine.